Spring til indhold
Opskrift

Cremet risotto med svampe

En klassisk italiensk ret, hvor risene koges langsomt op i bouillon under omrøring og får selskab af stegte svampe, parmesan og hvidvin.

Risotto er en italiensk hovedret, der bygger på en helt særlig type ris. Risene koges langsomt op i bouillon eller fond, mens man rører hele tiden, og det er det, der giver retten dens bløde, cremede konsistens. I den klassiske udgave smager man til med parmesan og hvidvin. Oprindeligt er risotto vegetarisk, men du kan nemt bygge videre på den med skaldyr eller fjerkræ, eller servere den som tilbehør til kød.

Risottoris er korte og buttede og ligner grødris. De mest udbredte sorter hedder Arborio og Carnaroli og findes i de fleste supermarkeder. Vil du holde prisen nede, kan du faktisk bruge almindelige grødris og stadig få et godt resultat.

Når du har styr på grundopskriften, er der frit slag for variationer. Følg gerne sæsonen: græskar og salvie om efteråret, asparges og friske ærter om sommeren. Svampeudgaven er en sikker klassiker, og den får du her.

Opskrift

2 personerca. 30 min.

Ingredienser

  • 2 skalotteløg eller 1 alm. løg
  • 2 fed hvidløg
  • 300 g blandede svampe
  • 155 g risottoris eller grødris
  • 0,5 liter grøntsagsbouillon eller hønsefond
  • 1 deciliter tør hvidvin
  • 30 g smør
  • 30 g parmesan
  • Revet citronskal og lidt citronsaft
  • Bredbladet persille
  • Olivenolie til stegning
  • Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du

  1. 1Gør svampene rene for jord og sand, helst uden vand, så brug for eksempel en lille børste. Skær dem i mindre stykker. Hæld bouillonen op i en kande, du nemt kan skænke af, så du kan dosere væden lidt ad gangen.
  2. 2Smelt halvdelen af smørret sammen med en spiseskefuld olivenolie i en tykbundet gryde ved lidt over middel varme. Hak løget fint og svits det 2-3 minutter. Pil og hak hvidløget meget fint imens, tilsæt det og lad det stege med i cirka 2 minutter.
  3. 3Kom risene i gryden og rør godt, så de ikke brænder på. Når kanten af risene er blevet blank, hælder du vinen i.
  4. 4Når vinen er kogt ind og alkoholen fordampet, tilsætter du bouillonen lidt ad gangen under omrøring, så risottoen ikke brænder på.
  5. 5Steg imens de rene svampe på en pande i resten af smørret. Du kan tilsætte lidt salvie eller timian, men undlad salt. Risottoen får rigeligt salt fra bouillon og parmesan.
  6. 6Når risene har samlet sig til en sammenhængende masse, smager du på dem. De må gerne have lidt bid. Juster med mere bouillon, hvis der er behov.
  7. 7Sluk for varmen, og rør svampe og parmesan i. Smag til. Lidt revet citronskal og citronsaft balancerer den fyldige ret fint. Skyl og hak persillen, og rør den i eller drys den over som pynt. Smag til med salt og rigeligt friskkværnet peber.
  8. 8Servér på en tallerken med flot kant, og hold portionen moderat. Risottoen er mættende. En grøn salat passer godt til og pynter på tallerkenen.
Del:
Tilbage til Opskrifter

Mere opskrifter

Opskriftca. 2 timer 30 min. (inkl. hævetid)

Mumie-pølsehorn til halloween

Søde pølsehorn pakket ind i tynde dejstrimler, så de ligner små mumier. Nemme at lave og perfekte til madpakken eller halloweenhygge.

Læs mere